Ham Bjørne og Joyoboyo

I anledning af at Bjørn Rasmussen har skrevet en skidegod bog og har vundet Montana Prisen - både den som dommerne bestemmer over og den som publikum bestemmer over - så tænkte jeg, at jeg lige ville henlede mine læseres opmærksomhed på mine litteraturprofetiske evner. Helt tilbage i marts 2010 påpegede jeg nemlig den kære Bjørnes særlige evner i et indlæg her på bloggen, og har sådan set aldrig været i tvivl om hvor han var på vej hen - nemlig helt fortjent til toppen af dansk litteratur!

Okay, men én enkelt opfyldt profeti gør mig jo hverken til tysk blæksprutte eller til nogen Kong Joyoboyo (åh, hvilket navn!) - der for øvrigt forudsagde at Java ville blive regeret af hvide i treårhundreder og af gule dværge i hvad der svarer til en majsplantes livscyclus (mm, wiki). 

Så hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om en karriere som litteraturorakel eller bare booste min forfatteridentitet med lidt insiderviden, så må jeg hellere komme med endnu et par profetier, ahem:

1) Bjørn modtager et af Statens Kunstfonds Arbejdslegater i 2012, 2) Bjørn får ikke sin drøm opfyldt om at oprette et kollektiv i et nedlagt plejehjem på Sydsjælland (men gid jeg tager fejl! det kunne let blive sådan en slags dansk enogtyveårhundredeversion af Chelsea Hotel) og 3) Bjørn kommer også til at  blive din yndlingsoplæser, så snart du har hørt ham live en enkelt gang.

 Kan du så komme afsted, kære læser, måske står han nede på Litteraturhaus og læser lige nu!

Polakregneark

Min husleje er lige blevet sat op. Med fyrre dollars om måneden. Så jeg nu betaler 860 dollars hver måned for mit værelse i Greenpoint - og det er vel at mærke uden varme og internet! Så kan man jo sige, at det ikke er så meget, sådan relativt set. New York er jo en af verdens dyreste byer og der er da mange, der betaler meget mere og det er jo også en stor lejlighed og -

Men på den anden side, så er fyrre jo dobbelt så meget som tyve og fire gange så meget som ti og jeg ved da godt at mine polske naboer kun betaler det halve - og det er ikke for et værelse vel at mærke, men for en hel lejlighed. Og det ved jeg fordi, at hende den lille polske dame med forklædet altid lige skal stoppe mig og sige ting som:
"Undskyld - har de også sat din husleje op?" Og det har de jo, så jeg nikker og så er det hun siger: "Hvad bilder de sig ind - hvem kan betale 500 dollars om måneden? for sådan en lille lejlighed? Tror de vi er lavet af penge!'

Ja - det er let at blive bitter.

Men heldigvis har jeg lært mig selv et lille trick, som man kan benytte, når man skal skrive sine huslejechecks og gerne vil undgå at blive små-deprimeret. Det er et simpelt trick og jeg vil da gerne dele det med mine ikke-eksisterende læsere. Det eneste man skal bruge er et stykke papir og en kuglepen, eller måske bare et word-dokument (notepad er også godt). Og så lister  man ellers bare alle  de gratis drinks man har fået til ferniseringer, magasin launches, receptioner og andre slikken-i-røven-fester den sidste måned, fx. på den her måde:

Performa 11 - 2 øl
WNYC diskussionsting - 2 prosecco
Whitney fernisering - 6 prosecco, 1 vodka/soda, 1 hvidvin
Westbeth ting - 5 prosecco
Storefront for Art and Architecture udklædningsting - 3 prosecco, 6 vodka/soda
BIG Arkitekterne har-fået-nye-kontorer-ting - 9 prosecco, 2 vodka/soda
Eddie Martinez fernisering - 2 øl
James Murphy promotion-ting - 8 vodka/soda
Joseph Grazi fernisering - 2 sake, 4 øl

(btw - check lige hvor sej Joseph er. Det er 130 udstoppede flagermus) 

Ja, det kræver naturligvis, at man tager gode noter som måneden skrider frem. Men hvis man gør det, så kan man ellers begynde at lave et lille regnskab og sige til sig selv, at hvis hver drink bare havde kostet 5 dollars så har jeg jo faktisk sparet, la-mig-nu-se, 265 dollars. Og så begynder den husleje jo næsten at snige sig ind på polakkernes!

"The Venice Biennale is somewhere between Disneyland and the game of Risk"

Som kuratorassistent er der ikke nogen, der kommer og henter dig i luften. Og der er heller ikke råd til at tage båden ind til byen. Så man må tage bussen og køre over lagunen på en betonbro - ikke noget med nogen Thomas Mann'ske tog-ankomster. Og når man så hiver sin alt for tunge kuffert ud af bussen, viser det sig, at vaparettokonduktørerne strejker.

Det gør de altid, fik jeg at vide af en ung kvinde. Vaporettokonduktørerne strejker altid dagen efter Festa della Repubblica. På den måde kan konduktørerne få en ekstra feriedag til tømmermændene. Værelset hvor jeg bor og som jeg generøst har fået stillet til rådighed af to flinke kunstnere og deres lille hund, ligger i Castello, så jeg måtte slæbe kufferten over den ene bro efter den anden over pladser og ned ad blindgyder, ad omveje og smutveje, indtil min arm var følelsesløs og mit tøj så gennemblødt af sved, at jeg måtte skifte underbukser. Men frem nåede jeg da.

Som kuratorassistent er det heller ikke dig, der har fest-invitationerne. Du må pænt vente til din kurator får lyst til at gå ud i byen og så snige dig ind sammen med ham - eller også må du være heldig og bare gå ned ad gaden til du får øje på en gruppe mænd i habitjakker, der står samlet foran en port. Her er det værd at bemærke, at det selvfølgelig ikke kan være et hvilken som helst slags jakker. Det må ikke være den bredskuldrede Wall Street-jakke, den med tilhørende silkeslips og brede bukser. Nej, det skal være kunstverdenjakken, den stramme slags, og gerne med firkantede briller som tilbehør. Men altså - hvis du ser sådan nogle jakker, så er det en god ide at dreje omkring og gå ind ad den port som jakker står ved - i dette tilfælde en gammel kirke af en slags. Derinde er der så endnu flere jakker og en masse kjoler også:.

Jeg gik lidt omkring og lod som om jeg hørte til og i baren var jeg så heldig at møde Sam, en bekendt fra New York, der venligt fortalte at det her var åbningen af den Amerikanske Pavillon og at desserten - der netop var ved at blive serveret - var chokolademousse med pistaciecreme og det kan jeg så godt lide. Sam spurgte også, hvad jeg havde lyst til at drikke. En prosecco, sagde jeg, for vi var jo i Italien.
'Two prosecco, please,' sagde Sam til bartenden. Men bartenderen stirrede bare på os - med foldet bag ryggen.
'No prosecco,' sagde han stift og løftede to glas fra bordet: 'Only champagne.'

Den sødlige duft af litteraturfestivaler

Hvis min skrøbelige forfatteridentitet var et firma, ville Standard & Poor's rate den AA vurderet over den seneste uges tid.

Ikke nok med, at jeg bor i Brooklyn og marinerer i al den forfatterkapital som Auster og Lethem og Hustved og Moody og Eggers og JSF bryggede sammen længe før jeg satte mine beskidte maosko i Pete's Candy Store; så har jeg i de sidste fem dage sandelig også minglet rundt med en flok litterære stjerner på PEN World Voices Festival hvor jeg har tiltusket mig et arbejde.

PEN World Voices er sådan en festival, hvor kulturkonsulater og kulturinstitutter betaler flybilletter over Atlanten og overnatninger på the Standard, så en forfatter kan læse højt af sine tekster for et engageret publikum af mindst otte kvinder, der har tunge ørenringe og/eller går i bogklub hver onsdag.

Det er også sådan en festival, hvor man spiser espressosmagende creme bruleer under blåhvalen på the American Museum of Natural History og drikker champagne med Salman Rushdie på the Boom Boom Room, og også sådan en festival hvor budgettet alligevel er så smalt, at man bliver sendt på dumpster diving efter træaffald så ens til-lejligheden-nystrøgne skjorte lugter let sødligt af skraldespand, når man senere på aftenen forsøger at introducere sig for Carsten Jensen.

La Ceiba, levende

I dag udkommer min novelle 'La Ceiba, levende' som en del af novellesamlingen '9 Forbrydelser' (Gyldendal). 
Det er noget om to venner og en ø og et hotel og en hel masse krabber, og hvis jeg skal være rigtig teaser-trailer agtig (åh, teasertrailers: http://www.youtube.com/watch?v=3nQGxToNMhw) kan jeg da lige give et citat:

Samme bog har også fine noveller af bl.a. Jane Teller, Sanne Munk Jensen og Søren og Lotte Hammer, så det er bare med at komme afsted til boghandleren eller biblioteket!

2010: "Supremely entertaining ... a year of boundless energy and startling insight"

Året er snart slut. Det betyder, at vores planet Jorden snart er på det samme sted i forhold til solen, som den var det 1. januar 2010. Den er tilbage hvor den startede. Altså slet ingen fremgang, kan man sige. Hvis Jorden var en lavere funktionær i finanssektoren ville han læse selvhjælpsbøger og tænke "Jeg føler mig så dum. Jeg forstår altså bare ikke de diagrammer".

Men det kan Jorden jo ikke gøre for. Heldigvis står det anderledes til for mig selv. Jeg er ikke det samme sted som jeg var 1. januar 2010. Hvis jeg var the San Francisco Chronicle ville jeg skrive "'2010' is a stunner. Ripe with original thought, ragged with beauty ... A massively ambitious, profoundly accomplished year."
Men det er jeg ikke, så i stedet giver jeg her et lille udpluk af årets højdepunkter.

Videre udkommer

I februar udkom min ungdomsroman Videre på Gyldendal. Receptioner, anmeldelser, oplæsninger, interviews, salgstal. Det er meget spændende alt sammen.

Kompakt Total @ Distortion 2010

Det er altså ikke bare en fest, vi lærer også noget om vores kultur, en slags godstog, der brager ud af Rhinlandet. Jürgen Paape og Justus Köhncke og Tobias Thomas og Superpitcher og Michael Mayer på én og samme aften. Og Flerquin drikker af vores stjålne champagne og kravler op på podiet med junisolen bag sig, og Axel vil ikke stoppe, han spiller 45:33 lige indtil dørmanden hiver stikket ud af kontakten.

Bach.Scient.Pol.

En bacheloropgave om regimelevetid i Ækvatorial Guinea og Hviderusland sikrede mig et BA-bevis. Efter seksten års skolegang har jeg en uddannelse. Hver dags undervisning herfra gør mig officielt klogere end mine forældre. Eller. I hvert fald bedre i stand til at sige ting som The patterns of the findings mesh well with the broad consensus in regime longevity studies, but questions the hegemonic party-regime theories of Gandhi & Przeworski (2007) and Magaloni (2008).

Manifesta 8

Skønne mennesker og oh-so-critical samtidskunst. Simon Fujiwara og Ryan Gander og Wooloo og Colonel og Laurent Grasso og Cristina David. Sol på maven hele oktober.

Welcome to New York

Fra Manifesta tog jeg min kuffert under armen og rejste til Greenpoint, Brooklyn. New York er for kold om vinteren og for varm om sommeren og du giver fem tusinde for et værelse uden varme. De mennesker jeg møder bor ikke i den her by, fordi her er behageligt. De bor her, fordi de gerne vil suge noget af byens energi. De har et projekt. Det er så forfærdeligt kynisk og så vidunderligt potent.

Ny i Ny York på det Ny Museum