Som kuratorassistent er der ikke nogen, der kommer og henter dig i luften. Og der er heller ikke råd til at tage båden ind til byen. Så man må tage bussen og køre over lagunen på en betonbro - ikke noget med nogen Thomas Mann'ske tog-ankomster. Og når man så hiver sin alt for tunge kuffert ud af bussen, viser det sig, at vaparettokonduktørerne strejker.
Det gør de altid, fik jeg at vide af en ung kvinde. Vaporettokonduktørerne strejker altid dagen efter Festa della Repubblica. På den måde kan konduktørerne få en ekstra feriedag til tømmermændene. Værelset hvor jeg bor og som jeg generøst har fået stillet til rådighed af to flinke kunstnere og deres lille hund, ligger i Castello, så jeg måtte slæbe kufferten over den ene bro efter den anden over pladser og ned ad blindgyder, ad omveje og smutveje, indtil min arm var følelsesløs og mit tøj så gennemblødt af sved, at jeg måtte skifte underbukser. Men frem nåede jeg da.
Som kuratorassistent er det heller ikke dig, der har fest-invitationerne. Du må pænt vente til din kurator får lyst til at gå ud i byen og så snige dig ind sammen med ham - eller også må du være heldig og bare gå ned ad gaden til du får øje på en gruppe mænd i habitjakker, der står samlet foran en port. Her er det værd at bemærke, at det selvfølgelig ikke kan være et hvilken som helst slags jakker. Det må ikke være den bredskuldrede Wall Street-jakke, den med tilhørende silkeslips og brede bukser. Nej, det skal være kunstverdenjakken, den stramme slags, og gerne med firkantede briller som tilbehør. Men altså - hvis du ser sådan nogle jakker, så er det en god ide at dreje omkring og gå ind ad den port som jakker står ved - i dette tilfælde en gammel kirke af en slags. Derinde er der så endnu flere jakker og en masse kjoler også:.
Jeg gik lidt omkring og lod som om jeg hørte til og i baren var jeg så heldig at møde Sam, en bekendt fra New York, der venligt fortalte at det her var åbningen af den Amerikanske Pavillon og at desserten - der netop var ved at blive serveret - var chokolademousse med pistaciecreme og det kan jeg så godt lide. Sam spurgte også, hvad jeg havde lyst til at drikke. En prosecco, sagde jeg, for vi var jo i Italien.
'Two prosecco, please,' sagde Sam til bartenden. Men bartenderen stirrede bare på os - med foldet bag ryggen.
'No prosecco,' sagde han stift og løftede to glas fra bordet: 'Only champagne.'
0 kommentarer:
Send en kommentar