På det seneste har jeg bemærket, at min livsførsel er blevet mere minimal. F.eks. er mit hår blevet klippet kortere. Jeg har også færre samtaler, færre produkter i mit køleskab, mindre variation i mine fysiske udfoldelser. Mine dage går med at arbejde, afkrydse to-do-lister, jage plausible grunde til at stimulere min sukkerafhængighed, høre minimal techno og vande mine stueplanter kl. 04 om natten.
Det er alt sammen et produkt af mine nye arbejdstider, hvor jeg har fyraften kl. 03, og hver nat får lov at køre gennem vores øde-bortset-fra-teenagerne-på-Gothersgade hovedstad. Hvor er alle de nataktive mennesker? Hvor er alle de kulte typer, der vader søvnløse rundt i gaderne, fyldte til bristepunktet af så meget kreativ energi, at de simpelthen ikke kan lukke øjenene. Hvor er romankarakterne, hvor er min unnamed protagonist struggling with insomnia?
Mens gaderne skuffer mig, kan jeg glædes over mit arbejde som avisartikelresumeskriver. De ting jeg læser!
Vidste du f.eks. at den danske mundharpespiller Lee Oscar har sagsøgt Pepsi for 60 mio. kr.? Og syltetøjer, marmelader og saft kan reddes fra gæring hvis man koger det op og tilsætter atamon, og ligevægtsprisen på polsukker sluttede 1. september på 800 kr. pr. ton, en stigning på næsten 300 kr. fra 2009, Ille satubris aestates peraget, qui nigris prandia moris finiet, det er latin og betyder "en mand, som afslutter sit måltid med morbær vil leve sine somre sundt".
Og når det så er weekend, og jeg ikke behøver indsamle avisviden til mit allerede bugnende overskudslager af funfacts (kom an, borddame til selv den mest kedelige 50-års fødselsdag! Jeg har et stykke fakta om alt: Tangtage på Læsø, Trædballe-Uhrhøj antenneforening, Klagenævnet for Domænenavne) og heller ikke behøver cykle gennem det natlige København, så ender jeg alligevel i minimalt belyste rum og danser til tyskere med minimalstil (don that white shirt, baby).
Ja. Det bliver en protestantisk september.
mandag den 6. september 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)


0 kommentarer:
Send en kommentar